Ikke-kategoriseret

Sangerindepavillonen køber cirkustelt med sjæl og historie.

At være teltholderske i eget cirkustelt er en helt speciel følelse for Lulu Lamseben i Viborgs Sangerindepavillon. Sangerindepavillonen i Viborg har købt det cirkustelt, som de i de seneste år har lejet til forestillingerne af Havredal Praktiske Uddannelser, og som oprindeligt blev købt af Viborg Kommune til børnekulturen.

Sangerindepavillonen i Viborg har købt det bolsjestribede cirkustelt, som i sin tid blev indkøbt til børnekulturen af Viborg Kommune. Teltet har i de seneste år været ejet af Havredal Praktiske Uddannelser
Fra forestillingen 2017. Når der er fuld hus er der 110 publikummer og ca. 15 skuespillere og frivillige i teltet.

Teltholderske i eget telt

Sangerindepavillonen lavede i 2018 en lille rundspørge blandt sangerinder og publikum, hvor vi, efter en temmelig våd sæson i 2017, ønskede at finde ud af, om teltlivet nu også var det rigtige for vores gæster. Men der var ikke noget at rafle om. Det stribede cirkustelt er en del af Sangerindepavillonens DNA. Derfor er det også en stor glæde, at ”nøglerne til teltet” er overdraget til Sangerindepavillonen.

Ja tak – det vil vi gerne købe…

Sangerindepavillonen har alle årene lejet teltet af Havredal praktiske uddannelser:

– Her har dialogen heldigvis været så god, at Havredal kontaktede os for at spørge, om vi var interesseret i at købe teltet, da de ikke længere ønskede at leje ud.

Lulu Lamseben

Sådan fortæller teltholderske Lulu Lamseben, som samtidig fortæller at hun egentlig ikke var i tvivl om, at det var et tilbud, hvor der skulle siges ja. Så svaret kom til at lyde noget i retning af “Det vil vi gerne – vi skal bare lige finde pengene.”

Teltholdersken var ikke i tvivl om, at teltet hører sammen med pavillonen, og heldigvis havde hun bestyrelsen i ryggen. Nu stod foreningen bare med én stor udfordring. Hvordan skulle de betale regningen? Teltholdersken forklarer:

– Viborgs Sangerindepavillon har ikke nogen egenkapital, og vi kan kun få forestillingerne til at løbe rundt, fordi vi hvert år modtager en underskudsgaranti fra det kulturelle samråd, og fordi ingen hæver store honorar i forhold til arbejdsindsatsen, men det gør os afhængige af hjælp udefra.

Lulu Lamseben

Sponsorater fra Mprove og Velux fonden skabte muligheden

Heldigvis har foreningen været så heldige, at de i løbet af foråret har fået ja til støtte fra to sider. Den socialøkonomiske virksomhed Mprove i Herning og Veluxfonden har indvilget i at støtte os, og det er dem som gør det muligt at få drømmen om at blive ejere af det bolsjestribede cirkustelt til at gå i opfyldelse.

Telt med stor symbolsk betydning

Faktisk er det stribede cirkustelt et symbol på teltholderskens egen opvækst i Viborg. Teltet blev nemlig oprindeligt købt til børnekulturen i Viborg. Et område som har været i højt prioriteret i Viborg siden 90’erne, hvor teltholdersken selv voksede op i byen.

Lulu Lamseben, som i daglig tale går under det mindre pikante navn Christina Steenberg Juul kan huske, hvordan hun og en veninde blev interviewet om, hvad der var vigtigt for dem at have af kulturelle tilbud, og det var gennem dette interview, helt tilbage i starten af 90’erne, at det gik op for Christina, at andre kunne være interesserede i, hvad et ungt menneske mente og tænkte:

– Dengang var børnekultur ikke et spørgsmål om flagskibe, koordinerede indsatser eller underholdning for børn. Det var helt nede på jorden et spørgsmål om at gribe de børn og unge mennesker, som havde noget på hjertet og vise dem en vej, og der rakte jeg ud og blev grebet.

Lulu Lamseben
Truppen byder i 2017 velkommen i det stribede telt efter seks års pause. Kirsten Kühnel var teltholderske fra 2006 – 2011, men gik på pension i 2017, hvor Lulu Lamseben/Christina Steenberg Juul overtog rollen.

En kreativ løbebane starter med at man bliver hørt og hjulpet på vej

Hun og veninderne startede så småt en kreativ bane, hvor de blandt andet lavede underholdning til morgensang på Houlkærskolen og optrådte til forårskoncerten, men Christina fortsatte ud over skolens ramme, og blev en del af amatørteaterlivet på Hald Hovedgaard og af ”Navnløse-banden” fra midten til slutningen af 90’erne. 90’erne blev rundet af med en tredjeplads i en dramatikerkonkurrence, hvor Christina havde skrevet stykket Gråzonen. Med et skævt smil og lidt rysten på hovedet fortæller Christina at stykket var alt for kort, og at det var næsten ulæseligt, fordi hun ikke var en stærk staver, men omgivelserne bakkede alligevel op om historiens værdi – de troede på projektet:

– Kirsten Borger hjalp mig med at få stykket klar sådan at det kunne spilles af dramaskolens ældste hold, og senere hjalp en tidligere kulturkonsulent John Jensen mig med at realisere Ungdoms Teater Viborg. De troede på mig og det det betød, at jeg gjorde det. At jeg sprang ud på dybt vand – nogle gange for dybt – sådan er det jo nogle gange med læreprocesser når man vover pelsen. Det vigtigste er jo heller ikke, at man undgår at lave fejl. Det vigtigste er, at jeg har lært af mine fejl, og af de mennesker.

Lulu Lamseben

Vi betød noget og blev bakket op – også når det var langhåret…

90’ernes kulturpolitik, som var dominerende ind til kommunesammen-lægningen og i årene lige efter symboliseres meget godt af det stribede cirkustelt, mener teltholdersken, som husker at hun voksede op i en kommune, hvor man købte et stribet cirkustelt for at børnene kunne stå i en manege og være cirkusprinsesse for en dag, puste ild, lege løve eller udtrykke sig på anden vis.

Den kulturpolitik er jeg dannet af på alle mulige måder. Nu leger jeg bare ikke cirkusprinsesse men bakkesangerinde – og når publikum kommer på besøg som gæster i teltet, så leger de på en måde med. Det er fantastisk skørt og livsbekræftende.

Teltholdersken er helt sikker på, at Viborgs bolsjestribede kulturpolitik i 90’erne og 00’erne er en vigtig komponent i forhold til, at have styrken og overskuddet til at være teltholderske.

Leopold/Gunner Simonsen synger om Susanne, Birgitte og Hanne… i forestillingen 2018.

Teltet skal stadig kunne lejes

Nu er ”nøglerne” til teltet overdraget til Sangerindepavillonen, men det er stadig meningen, at andre også skal kunne have glæde af teltet, og derfor vil Sangerindepavillonen fortsat leje teltet ud – fortrinsvis til kulturelle formål. Det er vigtigt for Sangerindepavillonen at teltet bliver brugt i den ånd, som det var købt til i sin tid. Pengene fra udlejning vil gå til teltet og til pavillonen, og teltholdersken håber at de to ting vil komme til at gå hånd i hånd mange år frem.

Kig forbi det bolsjestribede telt ved Søndersø

Vi nærmer os årets forestillinger med hastige skridt og allerede på fredag den 2. august rejses teltet bag Golf Hotellet i Viborg. Sangerindepavillonen spiller traditionen tro forestillinger:

Onsdag d. 7. august kl. 19.30

Torsdag d. 8. august kl. 19.30

Fredag d. 9. august kl. 19.30

Lørdag d. 10. august kl. 13.00

Lørdag d. 10. august kl. 19.30 m. Spisning kl. 17.30

Søndag d. 11. august kl. 15.00

Billetprisen er 150 kr. for forestillingen og 145 kr. for mad lørdag aften.

Billetterne kan købes online via Tikkio.com og ved Bageren i Meny i Sct. Mathias Centret. Restbilletter kan købes ved indgangen en time før forestillingens start.

Obs. Sidste mulighed for at købe billetter til spisning lørdag aften er til og med søndag den 4. august.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *